Intet forbud mod kamphunde

En ting, der stadig bliver diskuteret meget i hundeverdenen, er et forbud mod kamphunde – primært racerne Amstaff og Staffordshire Bullterrier, men også Rottweiler, Amerikans Bulldog og endda Dobermann nævnes ofte i samme forbindelse.

Denne diskussion burde dog slet ikke handle om hunderacer, men om hundeejere. Jeg vil her give mit syn på sagen.

Fortalere for et forbud er ofte af følgende overbevisning:

1) Racerne er fremavlet med henblik på at dræbe andre hunde, og det kan derfor ikke tages fra dem, da det ligger for dybt i racens natur.

2) Nogle mennesker (inklusiv såkaldte eksperter), betegner racerne som utilregnelige, “uden for pædagogisk rækkevidde”, og som racer, der “ikke kan kontrolleres eller holdes nede”.

3) Disse hunderacer er blandt de stærkeste hunderacer, og er derfor svære, næsten umulige, at håndtere ved en konfrontation med enten en anden hund, et menneske eller et andet dyr.

Denne opfattelse af både de førnævnte racer, men også af hunden i sig selv, er fundamentalt helt forkert.

Alle undersøgelser omkring hunde der bider, viser at den gruppe af hunderacer der bider mest er retrievere (hovedsageligt Golden Retriever og Labrador Retriever). Og det skyldes ganske enkelt, at det er hunde af de racer der er flest af. Kamphunde ligger almindeligvis langt nede på listen i disse undersøgelser.

Ligeledes viser de samme undersøgelser, at de små hunderacer generelt bider mere end de mellemstore og store hunderacer gør. Heller ikke her har det noget med racerne at gøre, men menneskers mangel på respekt overfor små hunde. Når det gælder mellemstore og store racer, er det normalt ikke noget problem, at respektere hunde og lade dem være i fred. Desværre gælder dette ikke for de små racer. (Læs også gode råd om hunde)

Aggressive hunderacer

Problemet med førnævnte argumenter er, at aggressive hunde – uanset race, køn og alder – ikke handler aggressivt fordi det er deres natur. Ingen hunde er af natur aggressive. Dette kan ikke understreges tydeligt nok!

En hund handler aggressivt i en given situation, fordi den ikke ser nogen anden udvej. Uanset race, så er angreb altid sidste udvej for en hund. Der er ikke nogen hunde, der synes det er “sjovt” at angribe andre hunde, eller for den sags skyld overhovedet har lyst til det.

Kamphunde ved, lige såvel som Pudler og Gravhunde, at de risikere alvorlige kvæstelser, eller endda deres liv, ved at begive sig ud i en slåskamp. Når hunden så alligevel gør det, er det fordi, at det i hundens øjne er sidste og eneste udvej fra en situation, den aldrig ønskede at blive bragt i.

Hvor mange gange har man ikke hørt ejeren sige “Jeg forstår det simpelthen ikke… Den har aldrig bidt nogen, og det er verdens sødeste hund derhjemme. Vi har små børn og den elsker dem overalt på jorden, og ville aldrig gøre dem noget.“, når hunden kort forinden har angrebet og bidt en anden hund eller et andet menneske?

Hvis hunden i ovenstående tilfælde er en af de “farlige kamphunde” så ville man uden at tøve erklære hunden for sindssyg og livsfarlig, og forlange den aflivet. Hvis det derimod er en Gravhund eller en Chihuahua, så ville de fleste bare rystet på hovedet og måske havde ejeren fået et “Få lige styr på din hund!” med på vejen.

Fordi at kamphunden blev bragt i en situation, hvor den følte sig truet – og det behøver bestemt ikke at være en situation, som mennesker almindeligvis ville betegne som truende – og ikke så anden udvej end at bide fra sig, så underskrev den samtidig sin egen dødsdom. Alene fordi den var af en forkert race. Alt hunden gjorde var, at handle efter sin egen bedste overbevisning, da den blev bragt i en uønsket situation.

Lederskab er løsningen

Der er dog en løsning på problemet, en løsning der fungere optimalt for både ejer og hund: Lederskab. En hund der angriber, gør det, som nævnt, kun fordi den ikke ser nogen anden vej ud af situationen. En hund angriber fordi den oprigtigt tror, at det er dens job, som leder og beskytter for sin “flok” (ejer/familie), der efter hundens egen overbevisning bliver konfronteret med en fare.

Hvis ejeren selv tager lederskabet – og dermed alt ansvar på egne skuldrer – og ikke (ubevidst) overlader det til hunden, så vil hunden aldrig føle noget behov for at beskytte sin familie og sit revir. Derfor vil den heller aldrig handle aggressivt overfor en anden hund eller et andet menneske. Det er altid lederens opgave, at tage sig af enhver situation der måtte opstå.

Med andre ord: I hundens øjne er det suverænt op til lederen at vurdere hvad der er et problem, og hvordan et eventuel problem skal takles. Uanset om lederen er et menneske, en anden hund eller hunden selv. (Læs mere om lederskab hos hunde)

På grund af nogle usande vandrehistorier og mediernes til tider fuldstændig overdrevede udlægning af nogle enkelte sager, har nogle mennesker forståeligt nok fået et meget dårligt indtryk af racerne. Men ligesom man ikke kan sige, at alle englændere drikker te og alle italienere spiser spaghetti, kan man heller ikke sige at alle kamphunde er utilregnelige og farlige, bare fordi de er af lige netop dén race. De gange hvor det går galt, er det ejeren der er årsagen – hundens reaktion er blot resultatet, af én stor misforståelse.

Kamphunde skal af to helt enkle grunde bestemt ikke forbydes:

1) Problemet er ikke, og har aldrig været, racerne, men ejerenes mangel på lederskab og forståelse for, hvad det vil sige at have en hund.

2) Hvis man forbyder én race, så vil en anden bare tage dens plads. Næste gang er det så Rottweilere, Dobermann eller Schæfere der skal forbydes, som det allerede har været diskuteret flere gange før.

I stedet for at diskutere forbud af bestemte racer, bør man fokusere mere på et andet spørgsmål, der til tider er oppe at vende, dog desværre under langt mindre mediebevågenhed:

Bør man indføre et krav om tilladelse til hunde, i form af eksempelvis et hundekørekort?