ulvehunde.dk - Adfærd, træning, kost & gode råd

Forbud mod kamphunde og muskelhunde – nej tak!

Der bliver i øjeblikket diskuteret kamphunde overalt i Danmark. Seneste har en meningsmåling vist at en tilsyneladende stor del af den danske befolkning er klar til at indføre et forbud mod kamphunde. Men ville et sådan forbud overhovedet hjælpe?

Før man kan tale om forbud er man dog nødt til at forstå hvad en »kamphund« i virkeligheden er.

Kamphunde er allerede forbudt

Som ordet siger, er en »kamphund« en hund, der trænes og/eller bruges til kampe – enten imod andre hunde eller andre dyr. Hverken mere eller mindre. »Kamphund« har intet med racer, gener eller noget som helst andet at gøre. Det er udelukkende en betegnelse for, hvad hunden bruges til. Derfor er »kamphund« ikke en gyldig beskrivelse af en enkelt race, eller en gruppe af racer, da ordet dækker alle racer. Alle racer kan trænes og bruges til kampe.

At træne og bruge hunde, til arrangerede kampe imellem hunde og andre dyr, er forbudt i Danmark, så er der slet ikke noget at diskuterer her: »Kamphunde« er allerede forbudt.

Muskelhunde

Ordet »muskelhund« dækker over en meget stor gruppe hunderacer, nemlig alle racer der, forholdsmæssigt, er de stærkeste. Deriblandt Tosa Inu, Pitbull Terrier, Amerikansk Bulldog, Amerikansk Staffordshire Bullterrier (amstaff), Rottweiler og mange, mange flere …

Så hvad tilsyneladende mange danskere ønsker, er et forbud imod nogle eller alle af muskelhunde-racerne. Men er det virkelig løsningen på problemet? Kort sagt: Nej. Der er talrige grunde til, og eksempler på, at forbud ikke virker. Jeg vil ikke nævne dem alle sammen her, men blot et par af de mere væsentlige:

1) I 1991 vedtog man i Danmark et forbud mod Tosa Inu og Pitbull Terrier, fordi man mente at racerne var for farlige. Resultatet af dette blev blot, at racerne – specielt Pitbull Terrier – blev endnu mere populære, på grund af deres ry for at være »farlige«. Når man i den grad sætter en hunderace i bås – og hvilken bås! – så beder man om, at en bestemt gruppe mennesker vil finde racen ekstra interessant. Den dag i dag er der stadig mange Pitbull Terriere i Danmark. De er bare enten registreret som blandinger eller andre racer, eller også er de slet ikke registreret.

2) Da alle hunde kan fungere som kamphunde, nytter det ikke noget at forbyde enkelte racer. Der findes mere end 400 hunderacer i verden, og hver eneste af dem kan reelt bruges som kamphunde. Alle hunde er rovdyr, og det er en stor misforståelse at tro, at det kun er muskelhunde der kan gøre slem skade. De er alle i stand til at gøre alvorlig stor skade, hvis bare de havner i de forkerte hænder. Forbyder man én race, er det blot et spørgsmål om hvilken race der overtager pladsen. For resultatet vil uundgåeligt blive, at en ny race blot vil tage pladsen som »kamphund«.

3) Mange steder i verden har man igennem de sidste ca. 20 år vedtaget forbud mod bestemte hunderacer, blandt andet i Sverige, Norge, Tyskland og Holland. Men når man ser på resultaterne i dag, så viser statestikkerne klart og tydeligt at forbudene ikke har hjulpet overhovedet.

I Holland valgte man i år, efter 15 års forbud mod blandt andet Pitbull Terrier, at ophæve forbudet. Begrundelsen var, at det ikke havde haft den ønskede effekt. Statisktisk set var antallet af de forbudte hunderacer faldet meget, men antallet af hundeangreb forblev det samme.

Ligeledes har man i Italien, efter 17 års forbud, valgt at ophæve forbuddet mod en række hunderacer. Og ligesom i Holland skyldes det, at forbudet ikke har haft den ønskede effekt.

I Tyskland har man siden år 2000 haft et forbud imod Pitbull Terrier, Amerikansk Staffordshire Bull Terrier (amstaff), Staffordshire Bull Terrier og Bull Terrier. Derudover vedtog man, at de enkelte delstater selv måtte vedtage yderligere forbud. Det var der flere delstater der gjorde, og topscoren blev et forbud imod mere end 40 hunderacer i en enkelt delstat.

Alligevel diskuterer man nu i Tyskland, om man skal ophæve forbudet, da det ikke har haft nogen effekt overhovedet; antallet af hundeangreb er nøjagtig det samme, som det var før forbuddet blev vedtaget.

4) Ved ikke at forbyde nogle racer, giver man samtidig de gode og ansvarlige hundeejere en chance for at vise, hvor gode hunde de omtalte racer faktisk er. Og det kan i længden vise sig at have afsmittende effekt på deres ellers dårlige ry.

Symptombehandling, når det er værst

De seneste 20 års historie viser det klart og tydeligt: Forbud mod hunderacer er symptombehandling, når det er allerværst. Det har ingen effekt – med mindre man vælger at forbyde alle hunde generelt.

Kan vi da ikke lære af vores (og andres) fejl og erfaringer? Skal vi virkelig gentage fejlen fra 1991, og vedtage et forbud, som ikke bare er fuldstændigt nytteløst, men endda cementere en forkert opfattelse af hunde?