Gode råd til alle hundeejere, om hundeadfærd, kost og sundhed.

Gode råd om hunde

Her er en række gode råd til hundeejere og alle andre der omgås hunde.

Dyrlæger

Desværre ser vi engang imellem, at det ikke er alle dyrlæger, der tager deres erhverv lige alvorligt. Når du besøger en dyrlæge bør du derfor være opmærksom på, om de er til at stole på, tager sig ordentlig tid til dig og din hund, har hygiejnen i orden, osv. Benyt kun en dyrlæge du er helt tryg ved at overlade din hunds skæbne i.

Der er mange rigtig gode dyrlæger i Danmark, og det kan være en fordel at »finde sin egen dyrlæge« allerede inden man anskaffer sig hunden – eller ihvertfald inden der bliver behov for et dyrlægebesøg. Forhør dig iblandt venner og bekendte med hunde, find anmeldelser på internettet, tjek dyrlægens smiley, osv.

Hunde foran butikker

Man ser det mange steder; hunde der står med halen imellem benene og ryster af skræk, eller gør konstant, ude foran en butik imens ejeren er inde at handle. Selvom hunden kun er efterladt i 5 eller 10 minutter, så kan der nå at ske mange ting, der skræmmer hunden. Det kan være alt fra forbipasserende folk og hunde, til knallerter og lastbiler. Hvis du ser en hund stå bundet ude foran en butik, så lad den være – gå ikke hen til den.

Det er forståeligt at man vælger at tage hunden med ud på en gåtur, hvis man alligevel skal til købmanden. Men mon ikke hunden i virkeligheden hellere vil være fri, eller vente til der er tid til at gå en anden tur i stedet?

Derudover bliver der i Danmark i gennemsnit stjålet 5 hunde om ugen – størstedelen af dem, imens de står ude foran en butik.

Hunde i bilen

Det er en udbredt misforståelse, at en hund sagtens kan sidde i en varm bil om sommeren, når bare vinduet er rullet ned. Selvom man ruller flere vinduer ned, så bliver der meget hurtigt meget varmt i en bil om sommeren. Resultatet er, at mange hunde hvert eneste år må lade livet – de dør simpelthen af varme.

Tænk på din hund næste gang du tager den med ud at køre om sommeren. Specielt, hvis den alligevel bare bliver efterladt i bilen. Husk også at medbringe vand til hunden, hvis I skal ud på en længere køretur.

Som forbipasserende er det lovligt at slå en bilrude itu og hjælpe hunden ud, hvis den er i overhængende livsfare. Dog bør man altid først se om ejeren er i nærheden, og ellers kontakte politiet, såfremt der er tid til det.

Hunde i snor

Ifølge dansk lovgivning er man som hundeejer forpligtet til at have sin hund i snor, når man færdes offentlige steder, med mindre andet er angivet. Det er kun tilladt at gå med sin hund uden snor på, hvis den hele tiden er under 100% kontrol. Dette er dog stort set aldrig tilfældet, og selv hvis det er – så kan der alligevel opstå problemer, f. eks. hvis man møder andre hunde, katte, vildt eller sågar mennesker.

Det behøver ikke nødvendigvis at være ens egen hund der skaber problemet. Men hvis problemet opstår, så er det i sig selv et problem, at man ikke har snor på sin hund, og derfor har langt mindre kontrol over situationen. Det kunne f. eks. være en situation, hvor hunden bliver skræmt, og løber ud på vejen og bliver kørt over. Det vil unægteligt være nemmere at forhindre, hvis hunden har snor på.

Som hundeejer bør man være forudseende og tage sine forholdsregler – også på dette punkt. Tag din hund i snor, når I færdes offentlig steder, og undgå en masse uheldige situationer, både for dig selv og for andre.

Hunde og børn

Hunde og børn kan have det fantastisk sammen. Men desværre går det alligevel galt engang imellem. Selv de bedste venner kan hurtigt komme i klammeri, hvis barnet kommer til at overskride hundens grænser. Og mange gange går det så hurtigt, at barnet slet ikke når at opfatte det, før det er for sent. Som forældre eller hundeejer bør du aldrig efterlade et lille barn sammen med en hund uden opsyn – uanset hundens størrelse, og hvor godt de ellers kender hinanden.

Lederskab

Et gammelt ordsprog lyder »En boss driver dig frem, hvor en leder viser vejen«.

Press aldrig din hund til at gøre noget. Hunden er sat i menneskenes verden og ikke omvendt. Den har ikke nogen umiddelbar forståelse for hvad f.eks. en telefon, støvsuger eller ringeklokke er, eller hvordan den skal forholde sig til dem. Vær en rolig og forstående leder. Hunde er hverken tankelæsere eller firbenede mennesker – de skal nogle gange have lidt tid til at forstå, hvad vi ønsker af dem.

Medicin

I takt med at hunde bliver mere og mere moderne i vores samfund, bliver de også i stigende grad gjort mere »menneskelige«. Og én ting der desværre bliver stadig mere populært er brugen af medicin på hunde. Det er selvfølgelig klart, at en hund skal have medicin, hvis den er syg. Men der skal være en klar årsag til medicinering, og den skal gives af en dyrlæge. Angst, aggression m.v. er ikke en sygdom! (Her kræves i stedet adfærdsbehandling.)

Når medicin benyttes, så brug udelukkende den medicin og den dosis der bliver anvist af dyrlægen. Panodiler og andet medicin beregnet til mennesker er farligt for hunde, og forværrer kun situationen – i nogle tilfælde kan det koste din hund livet.

Mange adfærdsbehandlere og »hundeeksperter« benytter i stigende grad medicin til behandling af adfærdsproblemer. Bl.a. beroligende midler og antidepressiver bruges i dag mere end nogensinde, og beklageligvis er dette helt unødvendigt. Hundes angst og andre adfærdsproblemer hverken kan eller bør afhjælpes med medicin. Ejeren er nødt til at tage hånd om problemet – finde årsagen og fjerne den. Det hjælper ikke noget bare at give hunden medicin. Det fjerner ikke problemet – kun symptomet. Hunden er efterladt bedøvet, men stadig med samme problem.

Møde med fremmede hunde

I størstedelen af de tilfælde hvor mennesker bliver bidt af hunde, er det fordi at personen går hen til en fremmed hund. Og det er faktisk de små hunde, der tegner sig for størstedelen af biddene. De fleste mennesker tænker sig om en ekstra gang før de går hen til en fremmed schæfer, grand danois, rottweiler eller anden stor hund. Men respekten synes mindre, når det gælder de små hunde.

Uanset race, størrelse eller alder – det gælder også hvalpe – så lad være med at gå hen til en fremmed hund. Selvom den ser sød og glad ud, er det ikke sikkert at den har lyst til at hilse på dig. Slet ikke, hvis den befinder sig i nogle stressende omgivelser, hvilket hunde mange gange gør i det offentlige rum.

Når en fremmed hund bider fra sig, er det ikke fordi der er noget galt med den. Det er ganske enkelt bare hundens måde at sige »lad mig være« på.

Dette gælder også for din egen hund. Lad den ikke gå hen til fremmede, og lad heller ikke fremmede mennesker eller hunde gå hen til din hund. Selvom din hund ikke gør noget, er det ingen garanti for at en fremmed hund ikke gør noget.

Respektér fremmede hunde – lad dem være i fred.

Nytårsaften

Dagene op til juleaften, og året ud er sjældent en sjov tid for hunde. Og særligt den 31. december lider mange hunde under de seneste ugers forvirring og heftig familieaktivitet, når det hele ender ud i nytåraften med fest og høje brag.

Selvom din hund er tryg ved larm og høje brag når du er hjemme, er det ikke sikkert at den er det, når den er alene. Tænk på din hund, før du efterlader den alene hjemme nytårsaften. Eller for den sags skyld holder stor nytårsfest hjemme i stuen.

Sne, salt og hundepoter

Når man går tur med sin hund om vinteren, bør man være opmærksom på om der er saltet. Hvis du går med din hund hvor der er saltet, så husk at skylle hundens poter i en skål rent vand, når I kommer hjem. Vejsalt sætter sig i poterne og kan bl.a. forårsage eksem. Hvis hunden har en rift på en af trædepuderne, kan salt i såret forårsage infektioner og betændelse.